Rylen“ ligger en skønne Majdag i Karrebæksminde Havn, det gravede Strømløb mellem Sjælland og Lungshave, som tidligere var sammenhængende med Sjælland og ved et naturligt Sund adskilt fra Enø, med hvilken den efter Havnens Dannelse er sammenvokset. Gennem Havnen gaar en rivende Strøm med Tidevandet, ud og ind, thi den er Karrebæks Fjords eneste Aandehul ud mod det aabne Hav. Sammen med den lille Lungshave lukker den større Enø og den sydligere Dybsø næsten helt for Krageholmsstrømmen og Dybsø Fjord, tilsammen gaar de i næsten en Mils Længde helt fra Karrebæksminde til Svinø Land.
Mens Havnens Nordside begrænses af den yndige og smilende Karrebæksminde By, ligger langs dens Sydside en ny og grim Fiskerby med omtrent et Dusin Huse paa Rad. Paa Lungshaves Vestside er der i de senere Aar bleven opført en Samling „Villaer”, nærmest i Kuffertstil — nogle Tingester, hvis Mage jeg aldrig har truffet. Mærkeligt virker de ude fra Havet; det er som et Mareridt at nærme sig Kysten, hvor man indtil 2 km’s Afstand ikke faar Øje paa det lave Land, medens disse Bygningsværker tilsyneladende ligger som store Skibsskrog eller flydende Dragkister paa Vandet! —
Det tidligere Sund „Gammelløb” er nu helt lukket mod Vest, hvor kun nogle store Laguner er tilbage, der ender i Sumpe. En Vej fører paa en Dæmning af ca. 100 m’s Længde over den Lavning, hvor Sundet tidligere gik. Gennem den nordøstlige Ende af Vejlen kan man endnu herinde fra med Robaade komme ud i Karrebæksfjorden. Men dette varer næppe længe, Vandet fortrænges mere og mere af det opdukkende Land.
Landskabeligt er Lunghave rædsom. Men den er heldigvis til Gengæld lille, kun 73 Tdr. Land.
Den langt betydeligere Enø er langagtig i Retning N. V.-—S. Ø., i Luftlinje omtrent 51/2 km lang. Den bestaar af en større nordlig og en mindre sydlig Del. Den nordlige er godt 2 km bred og har en Landsby foruden et Par enkelte fritliggende Gaarde. Terrænet her er skovløst, temmelig højt og bølgeformet, ender mod Vest i stejle Klinter og er næsten overalt dyrket. Dens sydlige Del er derimod ganske smal og lang som en Tarm; Terrænet er lavt, mest sandet og gruset, men gaar mod Øst over i Græssletter med Sige og Smaaholme, hvoriblandt Skakholmen. En enlig Bondegaard ligger herude. Sydligst ender den i Enø Oredrev. Dens samlede Areal er 535,6 Tdr. Land, og dens 7 Bøndergaarde og omtrent lige saa mange Huse har ialt 72 Indbyggere.
Over Lungshave vandrer vi ned over Vejlerne til Enø By. I al sin Lidenhed virker denne stærkt ved sin gammeldags Ynde, der kommer til Syne blandt andet i det skønne Gadebillede, hvor ældgamle Gaarde og Huse ligger mellem poppel-hegnede Kjær og Haver. I Stilen adskiller Bygningerne sig ikke fra det nære Sydsjællands. De er typiske for den sjællandske Landsbyidyl. Om Jeppe paa Bjærget rejste sig fra en af Gaardenes Møddinger og stolprede hen ad Vejen, vilde han ikke virke opsigtsvækkende eller forstyrre Harmonien. Kun et Par af de mindste Huse er slet holdte og faldefærdige; de viser, hvad Mennesker kan nøjes med som Bopæl, selv indenfor et saa relativt civiliseret Samfund som vort. Vort Bondeproletariat er i Virkeligheden ikke mindre nøjsomt i saa Henseende end det tilsvarende i Byerne.
Naar man nu færdes over Enøs aabne, skovløse og dyrkede Marker har man svært ved at forestille sig, hvorledes her har set ud, da Øen fik sit Navn efter Gudinden Ydun, hvis Æbler skænkede Guderne Ungdom og Sundhed, og for hvem der udentvivl i Oldtiden var en Helligdom, et Vi, paa denne ensomme, skovklædte Ø! Endnu i Kong Valdemars Jordebog kaldes Øen „Ithenø“, og her nævnes „hus“ paa den for Jægere. Men siden forvanskes Navnet mere og mere: Ethnøø, Edneøø og Ednø.’— Tidligt kommer den under Kronen, er allerede 1231 bebygget, og kommer senere paa mange forskellige Hænder. — I 1407 ser man, at Øen sammen med et Par Byer hvoriblandt Gumperup danner et eget Birk under Saltø Slot. I 1863 sælger en Brigader Numsen den til Gehejmeraad Knud Thott til Gaunø. I de to bramfri Navne vil man maaske søge en Antydning af, at det er gaaet stærtk bagud med „Yduns Ø“; men dette er ialfald verdslig set ikke Tilfældet. Øen havde dengang 8 Gaarde og 3 Huse, og allerede da havde den en Vindmølle, som laa ved Indsejlingen til „Mindet“. Den deltes i 3 Marker: Skibsmarken, Østermarken og Nørremarken.
Paa den Tid, da Karrebæksminde endnu hed Hals Minde, fandtes af andre gamle Stednavne paa Stedet „Dravet“ eller „Draugsbjerg”, hvor Fiskerne drog Vaad iland ligesom ved „Støflestade“ paa Enø Spids, det nuværende Oredrev. Dette sidste kaldes paa et Kort over Gaunø Gods fra 1747 Kragholmen.
For at komme fra Sjælland til Enø maatte man i gamle Dage sejle eller benytte Vadestedet ved Vejlø. Gammelløb eller „Mindegabet”, hvorover Enø nu ved Dæmning og en Bro er forbunden med Lungshave, var dengang en dyb Strøm, gennem hvilken Skibenes Vej gik op til Næstved gennem Susaaen. Lungshave var dengang øde og lyngdækt Hede. I Aarene 1801—7 anlagdes „Næstveds Udhavn“ ved Karrebæksminde, og først da blev der gravet det nye Udløb, som siden har skilt Lungshave fra Sjælland. Fra 1825 har man benyttet denne Indsejling i Stedet for Gammelløb, som siden er sandet mere og mere til.
At den vanskelige Forbindelse med Sjælland dog havde sine Fordele for Øens Beboere ses af en Historie om Øens Skolemester Ambech, som var Lærer her til 1828. Han havde altid baade sin Gris og sine Faar logerende i Skolestuen, saa han ikke behøvede at forsømme deres Røgt, fordi han skulde tage sig af Børnenes Opdragelse. Skoletilsynet behøvede han ikke at frygte som en Overrumpling, for det arriverede altid over Karrebæk. Herfra maatte Præst eller Provst først skraale efter „Gamle Margrethe med Baaden“ — det var Degnens Kone — for at hun kunde ro over og hente Gæsterne. Naar Landskabet genlød af dette Varsko, kunde Degnen transportere Kræturerne ud af Lemmen og faa møget i Arken, inden det høje Tilsyn viste sig. —-
Øens Beboere førte i aarevis en haardnakket Kamp med Næstveds Borgerskab for at faa lavet en landfast Forbindelse med Sjælland. Under Ledelse af den fremragende Bonde Lars Hansen begyndte Øboerne i 1846 at opføre en Vase med Pælerader og Fasciner over Løbet mellem Enø og Lungshave. Næstved-borgerne, som frygtede, at Følgen skulde blive en Tilsanding af det nye Havneløb ved Karrebæksminde, mødte dette med en skarp Protest. Amtsraadet afsagde en Dom, som gik Enøboerne imod. Ifølge denne fik de kun Tilladelse til at opføre en Pælebro, under hvilken Gammelløbs Vande frit kunde boltre sig. Broen stod naturligvis kun til den første voldsomme Isskruning fejede det hele væk. Men det var først efter at en Bonde fra Øen en sen Efteraarsaften i 1861 ved at age over Vadestedet kørte fejl og druknede, idet Vognfjælene drev bort med ham, mens Hestene svømmede iland paa Sjællandssiden, at der kom en anden Gang i Tingene. Kort efter fik Enøboerne endelig den Forbindelse, de havde stridt for i en Menneskealder. -— Siden 1852 er samtlige Øens Gaarde og Huse solgte til Selvejendom, det sidste Hus i 1867.
Omtrent midt paa Enø Nordlands Vestside, nær Klinterne paa Højdedraget, ligger Bonden Christen Christensens Gaard. Manden er en Storbondeskikkelse med et glatraget, kraftigt Prælatansigt — saadan som Prælater aldrig mer ser ud! Myndig og bred sidder han i Stuen foran mig og fortæller om sin Ø tværs over Kaffebordet og den bovnende Cigarkasse.
Om Fund, der kunde tyde paa Stenalderbebyggelse paa Øen, har han aldrig hørt Tale. Og dette, siger han klogt, staar nok i Forbindelse med, at her saa godt som ingen Flintesten findes i Øens Jordsmon. Kun en eneste Stenkile er fundet paa Stedet indenfor Mands Minde. Om Øens gamle Skove findes her i Form af Stednavne mange Minder, saaledes „Egemoseaas“, hvor han selv ofte har pløjet gamle Egestubbe op af Grunden. I Forbindelse med dette Sted omtrent midt paa Øen staar nogle Marker, som endnu kaldes „Egeskovsagrene” og hvortil Skoven ogsaa maa have strakt sig. En lav, kuplet Banke paa Hovedøens sydlige Del bærer den Dag idag Navnet „Lundebakken”. Men her findes intet Navn, der giver nogen Oplysning om, hvor Øens gamle hedenske Vi har ligget.
Paa Øens Nordøstside lige over for Lønnede Skov paa Gaunø ses endnu i Stranden en gammel Stensætning, Resterne af en Landingsbro „Hovbro” kaldet, fordi man herfra sejlede over til Hoveriarbejde paa Godset. Et rædselsfuldt Minde knytter sig til Navnet: en sen Nat i Aaret 1750, da alle Øens Karle, 6 i Tallet, havde været paa Arbejde derovre og kom roende hjem i en „Ege”, kæntrede Baaden, og de druknede alle udfor Broen. Om denne Begivenhed, som fandt Sted for omtrent 200 Aar siden, ved endnu enhver Beboer paa Øen Besked! —-
Mens tidligere næsten alle Øens Familier levede af Fiskeri eller Fiskehandel, er de nu paa to nær alle Jordbrugere. Øen har nu 7 Gaarde mod tidligere 8, desuden er her 4 Huse med og 3 uden Jord. Noget Særpræg fra det nære Sjællands Befolkning har Beboerne ikke mere, undtagen dette, at de er langt elskværdigere og lettere at komme i Tale end Sydsjællænderne, der modsætningsvis er træge og langt mindre indladende overfor fremmede.
Hvad Dyrelivet angaar, da fortæller Christensen, at Vandrotten, der er saa almindelig paa mange Øer i Nabolaget, nu ses overordentlig sjældent. Derimod findes her baade brun Rotte, Mus og en Del Muldvarpe. Pindsvin er her i stor Mængde, og det paastaas, at de ødelægger Agerhønsebestanden ved at tage Æggene. Klokkefrøen forekommer i næsten alle Vandhuller ligesom paa en Mængde andre af vore sydlige Smaaøer, og ligeledes er her en stor Mængde Snoge, især i Klinterne paa Vestsiden. Harer findes endnu i Masse, thi Beboerne har det fornuftige Princip, at de kun holder én Jagtdag om Aaret, en Klapjagt, i hvilken kun Øens 7 Gaardmænd deltager som Skytter. Der nedlægges sædvanligvis et halvt Hundrede Harer ved den Lejlighed. — Skumlere vil dog paastaa, at der paa Øen skal findes en Mand, hvis Yndlingsret er Haresteg med nye Kartofler! — Dette minder mig om en Historie til Belysning af Urhønsenes Fredning: En Ven af mig spurgte oppe i Fjendsherred en Dreng om dennes Far, der var Husmand, sommetider skød Urfugle. Og da han fik et bekræftende Svar, spurgte han videre om, hvad Faderen da gjorde med dem. „Jow,“ sa’e Drengen, „dem swot sæ’le han i Viborre, aa dem brown koge’ min Mower Supp’ po!“ —
Fra Gaarden gaar vi vestpaa til Stranden og hjem langs denne. Viberne slaar Volter over de blinkende Kjær og foraarsvaade Agre. Staar de paa Jorden, kan de slet ikke styre deres Top, den farer hid og did i Blæsten. Klirer, Præstekraver, Rødben, Krager og Stære — det ser ud, som om de allesammen fryser. Men under den blaa Himmel synger Hundrede Lærker — det maa vel være rigtigt, at vi allerede er i Maj! — Et Par Skalleslugere svømmer rundt paa Lagunernes vindsvøbte Vand, hvor Ryleflokke paa mange Tusinder holder til. En enlig Brushane staar paa Engen og piller sig i den rødbrune Krave. En Klyde jager forbi, fulgt af en lille Flok Dværgterner, og langt borte i en Sig ser vi flere Hundrede Kobbersnepper, der gaar og piller Føde i Vandkanten. Digesvalerne er kommen og har allerede lavet nye Redehuller i en Grusaare i Lerklintens Side. — I Tusindvis sværmer Svalerne over Stedet, hvor de bygger; det lyder, som Luften er fuld af spillende Græshopper — en forjættende, sommerlig Lyd!
Er det underligt, at April ikke kan bekvemme sig til at forlade Landet — den kan se, hvor skønt her er! —
Men den næste Morgen er den alligevel forsvunden, forjaget med hele sit Tros og Følge af Blæst og Byger, og Majvejret ligger lunt og blødt og raader over Landet. Henover Marker og Huse og Haver, hvor Kulden og Varmen mødtes inat, ligger Valpladsen i drivende Dugg under Lyset fra Morgensolens Hjul. En lav, fin Taagebanke ligger fra Havet ind over Sjællands Skove i Nord og Øst, Træernes Toppe naar over denne og lyser okkergule i Solglansen. En perlemorsfarvet Himmel staar over de gennem Disen svagt synlige Huses gule Vægge og røde Tage inde paa Kystens høje Klinter. Graa Popler og smaragdgrønne Marker løfter sig bag disse over den skinnende Taage.
Duggperler hænger lysende i vor Rig og straaler fra Dæk og paa Ruf. Solen varmer paa min Ryg eller bager paa mine Bukselaar, naar jeg vender Facaden til — en sød Fornemmelse ovenpaa de raakolde Bygevejrsdage!
Vi letter Kl. 7 og staar sydover langs Kysten for at naa ned til Enøs smalle Tange. Havet gaar dybblaat med brede Bølgedynger ind mod Kysten, hæver og sænker „Rylen“ og leger sagtelig med dens tunge Krop. I Læ af Storsejlet ligger vi med Piberne tændt og ser Kysten glide langsomt forbi. Hist og her trækker
Flokke af Ænder lavt hen over Vandet. Rypeflokke sværmer over Kysten. Naar en Flok gør en Vending, skinner den pludselig som Fnug af Tøsne — en Lysbølge, hvid og glimtende, farer hen over den; det er som Løv af Sølvpopler, der kastes af Vinden ned over Bugtens dybblaa, bølgende Vand, som Gudens Sølv i Danaes Skød.
Ved Øens smalle Sydende ankrer vi op udfor Kysten og ror iland i Jollen. Denne Sydende er vild og ubeboet, kun paa dens nordre Del ligger en ensom Bondegaard. Et pragtfuldt, filtret og vildt Tjørnekrat dækker den sydlige Del af denne lange Odde. Her er Fred og Stilhed — et Eldorado for vilde Planter og alle mulige Fugle.
Da vi igaar saå Tjørnekrattet ude fra Havet, var det endnu dødt og sortbrunt i Farven; men idag har det et gyldent Skær af Grønt og Okker — dets Blade er sprunget ud paa én eneste Nat! Under de lysende Kroner staar Slaaenbuske tæt indfiltret i hinanden, allerede med det første, hvide Bloster; Stammerne er lodne, dækket af et tæt Lag irgrønt Lav. Smørblomster pipper frem inde under Tjørnenes dybgrønne Skygger, eller de staar i lys Lue ude i Solen. Bellis dækker Markerne som rødlig Sne. Og op fra hver eneste Kokasse paa de grønne Strandenge stikker et Knippe Svampe deres Hatte op over Mulden i denne livsalige Dag. De er skønnere end den ædleste Keramik fra Sung-Dynastiets Dage, men ikke nær saa gamle — i Nat brød de fuldfærdige ud af Jordens Skød! Men krakeleret er allerede deres skinnende Glasur paa de kegleformede Hatte.
Saxifragaens hvide Stjerner gynger sagte paa de svaje Stængler; de springer ud i tusindvis, mens jeg gaar her. Naar vi vender tilbage til et Sted, hvor vi var for en Time siden, er der ti Fold saa mange i Blomst som før. Op af de smaa, cirkelrunde Damme i Græsset bryder et Væld af Vandranunkler frem, og paa Bredderne staar Mælkebøtternes gule Kæde.
Fra Tjørn og Slaaen lyder nær og fjærn en ustandselig Lovsang af alle Fugle. Bogfinke, Løvsanger, Gærdesanger og Rødhals, Gulspurv, Tornirisk, Kvækerfinke, Sumpsanger, Drossel, Ringdrossel og Bynkefugl kvinkelerer og konkurrerer.
Fire Ringdrosler og en Rødstjært spadserer rundt paa den blomsterklædte Eng udenfor Tjørnekrattet. Inde i det dybe Krat overrasker jeg en Tornirisk, der sidder paa en Gren og stirrer paa mig, betaget og nysgærrig. Forsigtig skubber jeg mig nær paa 5—6 Alens Hold, løfter langsomt Kikkerten og ser paa den. Dens Hoved bevæger sig ustandseligt, snart undersøger den mig med højre, snart med venstre Øje — saa kaster den med et hastigt Vrid med Hovedet et skævt Blik op mod Himlen — nej, det var ingen Høg! Den gør et lille sidelæns Hop og stirrer paa mig igen. Det skarpe Øje har et Udtryk som en Rovfugls paa Grund af Fjertegningen over det; dens Bryst med den tvedelte Blodflæk vender bestandig imod mig.
Lige i Nærheden staar en Gulspurvehan i Græsset og straaler som et lille Fyrværkeri. Pludselig flyver den med et Surr op paa Grenen ved Siden af Torn-irisken og giver sig til at klø sig fanatisk i Nakken med en Fod. Benet raser som Knebelen paa et Vækkeur — og i næste Nu forsvinder baade Gulspurv og Irisk.
Fede, glinsende Stære og nogle Drosler gaar og søger Orme paa Marken. Intet Menneske kan trække en Regnorm op af haard og fast Muld uden at rykke Ormen midt over. Men kom til en Drossel med det Stykke Arbejde! Den kender nøjagtigt
det Punkt, man ikke tør overskride. Har den naaet det, holder den inde og lader Ormen arbejde et Øjeblik alene, mens den bestandig holder fast ved den ene Ende. Naar Ormens voldsomme Vridninger har gjort sin Virkning og Jordsmonnet om den brister, saa prøver den igen; og det mislykkes aldrig. Med et Svup kommer den fede Bid op af Hullet, og Droslens stive Halefjer slaar mod Marken og støtter Foretagendet. To-tre energiske Stød fremefter med Halsen, og Ormen forsvinder i det yderste Mørke for at blive til en ny, kemisk Formel.
Nær Stranden imod Syd og om Revlerne udenfor denne ligger svømmende Flokke af Pibeænder, Gravgæs, Knortegæs, Skeænder, Skalleslugere og Hvinænder. De fylder Luften med deres evindelige Sladder og Snak. Strandskader jager skrigende forbi langs Kysten, hvor Stormmaager og Terner fisker, og inde fra Fjorden mod Øst lyder Hættemaagernes Latter — den Fugl, som Svenskerne træffende kalder „Skrattmåsen“.
Men ude fra Havet i Vest, hvor den flimrende Soltaage ligger lav og tæt over Vandet, hører vi Ederfuglenes dybe Røst: O-o-oh, oo-ah! Oooh —- ah! ah! ah! — Se dem kan jeg ikke for Taagen, men saa nær er de, at vi tydeligt hører deres Basken med Vingerne, naar de rejser sig op i Vandet efter Dukkerterne.
Og lige over mit Hoved, højt oppe under det blændende, blaa Himmelhvalv, hænger Lærkerne i usynlige Traade, hvori Englene har fat med en Finger og hæver og sænker dem i den lysende Æther. Naar jeg stirrer længe efter dem, forsvinder de helt, og tilbage bliver kun en lille lys Tone, der dirrer sagte i Luften …
Guderne er ude og vandre idag!
Og om Vorherre selv kommer spadserende og møder Freja paa hendes Vej over Øen, da vil han træde tilside og tage sin gamle Hat dybt af for Gudinden. Og han vil staa længe og stirre efter hende i dybe Tanker, naar hun er gledet forbi — længe efter at hendes slanke, hedenske Ryg er forsvundet mellem de duftende Tjørne.
Vi gaar bort fra Krattet over de aabne Marker til Kysten for at gaa i Baaden og ro bort. — Det er imidlertid bleven fuldstændig stille, og Disen er tætnet og skjuler snart alt omkring os. Solen anes som en gloende rød Skilling gennem Sløret og spejler sig kun svagt i Havets blege, rolige Flade.
Langt ude fra Taagen høres pludselig et vældigt Rusk, efterfulgt af en dyb, langvarig Brusen, der synes at fylde hele Rummet.
Det er Ederfugleflokken, som letter og kaster sig længere ude.
Enø. Vej gennem Landsbyen.
Enø. Kampestensrække ved Veststranden
Enø. I Tjørnekrattet paa Sydenden.
Enø. Den første, blomstrende Slaaentorn og 3 Svampe under en Hvidtjørnsstamme.
Dybsø. „Dybsømanden“s Hus. I Baggrunden Svinø.
Dybsø. Aalefiskerne vender hjem.